Dømt uden straf

I retten i Århus blev en ung mand i torsdags erkendt skyldig i salg af narko, men han fik ingen straf. 

Af Kalle Højer Larsen

En 27-årig mand blev (tidsangivelse) dømt for besiddelse og videresalg af 55g skunk og hash. Udover skunk og hash blev der også fundet og konfiskeret 10 kanonslag, adskillige tyvekoster og 36.000 kr. kontant under politiets ransagning af hans lejlighed. Pengene formodes at være udbytte for salget af skunken, men dette kunne kun delvist bevises i retten.

Nogle af de beslaglagte penge betales derfor tilbage til den 27-årige mand, der dog får lov til at betale sagens omkostninger.

Straffen blev udmålt til et års fængsel, men da den tiltalte allerede afsoner en straf for to røverier, og det ikke var til at sige, hvor meget af hashen der var til videresalg og hvor meget, der var til eget forbrug, blev der ikke tale om strafforlængelse. Han skal altså blot afsone sin nuværende straf.

 

Narkobule eller lyssky casino

Det dommeren skulle afgøre, udover tiltaltes skyld, var, hvorvidt de papirer, politiet fandt ved siden af stofferne, var narkoregnskaber, som anklagemyndigheden mente, eller et fælles pokerregnskab for tiltalte og nogle venner. Hvis de blev vurderet til at være narkoregnskaber, ville den tiltalte kendes som skyldig i videresalg, som straffes væsentligt hårdere end småulovligt pokerspil mellem venner.

Da politiet ransagede lejligheden, fandt de stofferne i en stor pose på tiltaltes skrivebord inde på hans værelse. De tre sedler, som anklageren mener var narkoregnskaber lå umiddelbart ved siden af. På dem var en liste over navne med nogle tal ved siden af mellem 150 og 350. Ifølge et vidne, en af politimændene fra ransagningen, der arbejder med narkokriminalitet, er det typisk sådan et narkoregnskab ser ud.

Tiltalte og hans forsvarer påstod dog, at den ene seddel var pokerregnskaber, og at tiltalte ikke kendte noget til de andre sedler. Forklaringen gik på, at tiltalte spillede poker en gang om ugen, og sedlen var deres oversigt over tab og vindinger. Denne forklaring holdt dog ikke ifølge anklageren, og det var da også det, dommeren vedtog.

Tiltalte godtog dommen og havde også inden retssagen erkendt sig skyldig i de andre forhold i anklageskriftet, som var besiddelse af ulovligt fyrværkeri og tyvekoster.

“JEG PRØVER BARE AT SE POSITIVT PÅ TINGENE”

Natasja Mikkelsen er en pige på 17 år. Hun er vokset op med misbrugerforældre. Hun har været mor for sine brødre, så længe hun kan huske. Hun så sin far tage en overdosis, da hun var seks år gammel. Hun kom på børnehjem da hun var 10 år. Der blev hun og hendes bror udsat for vold af pædagogerne. Da hun blev hjemgivet i en alder af 14, fortsatte volden. Denne gang fra hendes mor. Hun har været tæt på at tage sit eget liv flere gange. Nu vil hun være socialpædagog. Det her er hendes historie.

Af Kalle Højer Larsen 

”Jeg var et meget stædigt barn. Noget af det tidligste, jeg kan huske, er, engang min mor bad mig om at rydde op på mit værelse. Det gad jeg ikke, og konsekvensen af det blev, at jeg skulle sove ude på gangen. Så jeg lå derude med kun min dyne og pude. Intet legetøj. Efter en uge gav hun op, og jeg fik mit værelse igen,” siger Natasja

Konflikten med moren har defineret resten af Natasjas liv. På grund af morens manglende evne til at tage ansvar for sine børn, trådte Natasja til i en meget ung alder og sørgede for, at hendes bror kom op og i skole.

På Natasjas 10-års fødselsdag, som den lille familie fejrede alene, bankede politiet på døren. De skulle gennemsøge lejligheden. Efter grundig søgen fandt de nogle stoffer, der tilhørte Natasjas mor.

Det blev herefter besluttet, at Natasja og hendes bror skulle på børnehjem, indtil moren var i stand til at tage ansvar for sine børn. Kommunen vurderede, at de skulle være der i et halvt år. De var der i fire.

I løbet af de første to år var det Natasjas ansvar at beskytte sin bror fra de af pædagogerne, der var voldelige. Natasja og hendes bror blev blandt andet slynget op ad vægge, eller også kunne pædagogerne finde på at sætte sig på dem, når de havde brug for at afreagere.

Det kulminerede i en episode, hvor en pædagog beskyldte lillebror Mathias for at have ridset hans bil. Natasja husker det som, at han med mord i øjnene var stormet efter broren, der havde låst sig inde på et toilet. Det havde været op til hende og moren at forsvare Mathias.

Da pædagogen ikke kunne fremvise beviser, blev sagen droppet. En uge efter blev børnene samlet og fik besked på, at den pågældende pædagog ikke arbejdede på børnehjemmet længere.

”Vores konflikter var rædselsfulde”

Natasjas ansvar steg da familien blev bragt sammen igen. Hun var nu 14 år og havde stadig ansvaret for at få sine brødre i skole samtidig med, at hun stod for rengøring og lektiehjælp.

Moren var i mellemtiden blevet mere voldelig overfor Natasja og hendes brødre. Efter to episoder med fysisk vold overfor hver af de to brødre, hvor Natasja var gået imellem mor og bror, fik Natasja nok.

”Skulle det gå ud over nogen, skulle det være mig. De var jo kun små børn,” siger Natasja.

Hendes mor stoppede med at være voldelig overfor brødrene Mathias og Casey. I stedet for rettede hun sin vrede mod Natasja. Den psykiske terror, som hun havde udsat Natasja for gennem årene, tog til.

Deres konflikter kunne vare flere dage. Natasjas mor nedgjorde hende og sagde, at hun var uduelig, og ikke havde nogen venner og ville ende på den lukkede.

”Det påvirkede mig kraftigt. Hun fik mig til at føle, at jeg gjorde alt forkert, og alt var min skyld. Jeg følte ikke jeg kunne gøre noget godt,” siger Natasja.

Til sidst var det så slemt, at Natasja overvejede at tage sit eget liv. Det eneste, der holdte hende fra det, var tanken om, at hendes brødre havde brug for hende.

Smidt ud i en alder af 16

Konflikterne eskalerede, da Natasjas mor smed hende ud 1. oktober sidste år. De var kommet op og skændes, fordi Natasjas telefon var gået i stykker. Moren mente hun havde løjet om det.

For at give dem begge noget tid til at køle af valgte Natasja at sove hos din daværende kæreste den nat. Dagen efter kontaktede moren Natasja gennem en kammerats telefon og truede hende om, at hvis hun ikke kom hjem, kunne hun godt vente sig.

Natasja kontaktede derfor sin far, som i mellemtiden var kommet ud af sine problemer med stoffer, der hentede hende. Det tog Natasjas mor som et tegn på, at hun ikke ville bo hos hende længere, og hun pakkede derfor Natasjas ting og sagde, at de kunne komme og hente dem.

Natasjas far boede på dette tidspunkt flere timer væk fra Natasjas skole og hverdag. Hun boede derfor hos sin veninde i et par måneder, inden hendes far flyttede til Karup, hvor Natasjas mor bor. Natasja og hendes far flyttede sammen, så snart han fik sit nye hus.

Natasja brugte selvskade til at glemme sin psykiske smerte
Foto: Natasja Mikkelsen

”Jeg er ikke et negativt menneske”

Men hendes problemer var ikke væk. Natasja begyndte at selvskade og var så langt nede, at hun igen havde selvmordstanker, og den her gang var brødrene der ikke på samme måde som før, da de stadig bor hos moren.

En aften gik Natasja til sin far og sagde, at den var helt gal. De fik hurtigt kontaktet kommunen, som sendte Natasja til en psykiater. Her fik hun konstateret, at hun var svært deprimeret. Men den nye psykiater skulle vise sig at have stor indflydelse på, at Natasja fik det bedre.

”Hun var så lyttende og forstående, og hun har hjulpet mig rigtig meget med at arbejde med mig selv og med at se positivt på tingene. Det er første gang jeg nogensinde har kunnet fokusere på mig selv,” siger Natasja.

Og netop at få et positivt syn på tingene er meget vigtigt for Natasja. Ifølge hende nytter det ikke noget at gå og være negativ. Det går ud over en selv og alle andre.

”Jeg er træt af at kigge på det på en negativ måde. Jeg er ikke et negativt menneske. Jeg kan godt lide positivitet og vil gerne se lyserøde skyer og den slags. Derfor har jeg gjort, hvad jeg kan for at vende det til noget positivt,” siger Natasja.

I dag kan Natasja og hendes mor godt skrive sammen, hvis det handler om hendes brødre. Natasja håber, at de en dag kan snakke sammen uden komme op at skændes.

”Jeg ville ønske, at vi kunne være én stor happy family, som på min fars side af familien, men jeg ved også, at det ikke kan blive helt det samme med min mor, men jeg tager, hvad jeg kan få,” siger Natasja.

Natasja er i dag en glad pige, der har fundet nye og gode venner. Blandt andet hendes hund Bellis.
Foto: Natasja Mikkelsen

Ikke vær bange for at spørge om hjælp

Natasja håber, at hendes historie kan inspirere andre i lignende situationer til også at forsøge at få noget positivt ud af en dårlig situation. Og så lægger både hende og hendes far rigtig meget vægt på, at det er vigtigt at spørge om hjælp, når man har brug for det, for:

”Havde jeg ikke gjort det, så havde jeg ikke fået den hjælp, jeg havde brug for, og så havde jeg ikke været her den dag i dag. Det dummeste, man kan gøre, er at give op. Det var jeg så tæt på, og jeg er evigt taknemmelig for, at jeg ikke gjorde det,” siger Natasja.

Vil bruge sine oplevelser til at hjælpe andre

I dag går Natasja på HF på Viborg Gymnasium. Når hun er færdig, har hun planer om at uddanne sig til socialpædagog.

 

 

 

 

 

 

BUPL Århus – Fra én pædagog til en anden

Af Katrine Bang Ramsbæk, Nicole Sander, Lasse Bjerregaard Kristensen, Alexander Thorup, Jonas Kjærsgaard Laasholdt & Kalle Højer Larsen

Duften af kaffe spreder sig i det smårodede kontorlandskab. Inde bag døren sidder Ida og er i gang med at tjekke sin mail, inden hendes vanlige møde med Vibeke, den kommunikationsansvarlige ved BUPL Århus.

En typisk arbejdsdag
Ida Fuglsang, som er uddannet kommunikationsmedarbejder fra Danmarks medie- og journalisthøjskole, arbejder hos BUPLs afdeling i Århus. Her er arbejdsdagen travl. Ida møder typisk ind klokken 8.30, uden at vide hvad dagen bringer.

Vibeke har det overordnede overblik over dagens opgaver, og til mødet deles disse mellem dem. Først her ved Ida hvad dagen kan bringe. Hun har ofte ansvar for en del af BUPL Århus’ kommunikationsopgaver, heriblandt at skrive artikler til fagbladet.

“Jeg kan sidde med alt fra at skrive en pressemeddelelse, sende nyhedsbreve ud, eller gøre opmærksom på et arrangement hvor der er for få tilmeldte. Jeg kan også blive sat til at lægge ting op på vores hjemmeside. Det er meget forskelligartet hvad jeg sidder med. Nogle gange laver jeg også videoer til vores facebook side, hvor jeg skal ud i fx institutioner og optage,” fortæller Ida Fuglsang.

Billedtekst: Ida Fuglsang var først praktikant i BUPL Århus, så blev hun ansat som studentermedhjælper og til sidst fastansat efter færdiggjort uddannelse. Billede: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Fra én pædagog til en anden
Hos BUPL Århus er der en klar strategi for det journalistiske virke. Det er især ét princip som får medlemsbladet til at skille sig ud.

“Vi har i mange år arbejdet på at det skulle blive et medlemsblad skrevet af medlemmer der kunne skrive. Og det er lykkedes”

Medlemsbladet bliver skrevet i samarbejde mellem kommunikationsafdelingen i BUPL Århus og pædagoger, som fungerer ved, at pædagogerne kan sparre med kommunikationsmedarbejderne i skriveprocessen. Derfor fungerer Vibeke også som redaktør, for medlemsbladet, da hun korrekturlæser og giver feedback til de pædagoger, som skriver artikler for medlemsbladet.

“Hvis man ikke føler sig så stærk skriftligt, så er det måske ikke det fedeste at skulle skrive en artikel der udkommer, og som andre mennesker skal læse.”

Derfor tilbydes der også en efteruddannelse som pædagogisk meningsdanner, hvor pædagoger har muligheden for at dygtiggøre sig i journalistiske redskaber. Det tilbud har flere af de pædagogiske skribenter ved BUPL Århus’ medlemsblad valgt at benytte sig af.

Netop dette princip med at medlemsbladet er fra pædagoger til pædagoger, er BUPL Århus specielt glade for at opnå. Det betyder samtidig, at fagbladets målgruppe er pædagoger.

“Det bedste ved fagbladet er, at det ikke kun er journalister, der skriver artikler, men at pædagoger er inde over. Det synes jeg giver noget andet, end hvis det bare var journalister. Samtidig gør dette, at pædagogerne bedre kan identificere sig med stoffet i fagbladene,” forklarer Ida.

BUPLs historie
BUPL Århus er en lokalforening, som hører under den landsdækkende fagforening BUPL, som udgaver medlemsblade en gang hver anden uge, hvorimod BUPL Århus’ medlemsblade udkommer en gang hver anden måned. BUPL startede som fagforening i 1973, hvor tre landsdækkende foreninger slog sig sammen til et forbund. Da det er en fagforening, så er det medlemmerne af fagforeningen, som ejer BUPL Århus.

Et blad af pædagoger til pædagoger

Af Katrine Bang Ramsbæk, Nicole Sander, Lasse Bjerregaard Kristensen,  Alexander Thorup, Jonas Kjærsgaard Laasholdt & Kalle Højer Larsen

”Andre medlemsblade er ofte skrevet af journalister, ikke medlemmer. I vores tilfælde er det medlemmerne, der skriver. Det vil sige at pædagoger skriver til pædagoger.”

I BUPL Aarhus har de et medie, de er særligt glade for. Deres medlemsblad “Århus Pædagoger”, som udkommer fem gange om året, er af høj faglig kvalitet, da det er medlemmer, der frivilligt skriver artiklerne i bladet.

Drømmen om at få fagbladet til i høj grad at bestå af indhold, der er skrevet af pædagogerne selv, er organisationen imidlertid ikke kommet sovende til.  

“Medlemmerne skriver selv ind, og det er ikke noget, der bare lige sker. Det har vi arbejdet længe og målrettet på at få til at køre. Til gengæld synes vi, det kører virkelig godt nu.”

 

Vibeke lægger blandt andet vægt på, at bladet har en høj grad af identifikation med sine læsere. Det kommer ganske naturligt af det faktum, at målgruppen er pædagoger.

Derfor er der altså både en masse faglig identifikation i bladet, men også genkendelsen af for eksempel kolleger fylder meget i forhold til identifikationen og læselysten.

 


BUPL Aarhus på Facebook

Udover bladet “Århus Pædagoger” benytter BUPL Aarhus sig også af andre medier til at kontakte sine medlemmer. Blandt andet deres facebookside som hedder “BUPL Aarhus”. Her er deres politik at være informerende, det vil sige lægge ting op, som er fagligt relevant for medlemmerne, fremfor diskuterende.

 

De forsøger at få deres facebookside til at være et nyhedsmedie, hvor medlemmerne kan blive opdateret om, hvad der bevæger sig i pædagogverden i Aarhus. Det de deler skal altså være aktuelt. De går dog ikke i dialog med brugerne, og diskutere emnerne, da de simpelthen ikke har tid til det.



Hjemmesiden benytter BUPL Aarhus til baggrundsstof.

 

“Alle de regler, vi har i en fagforening er meget komplekse, så vores medlemmer skal kunne finde svar på de ting, de kommer ud for i livet, eksempelvis barsel, på vores hjemmeside”, siger Vibeke Sørensen.

 

Et andet medie, som BUPL Aarhus benytter sig af, er en fane på BUPLs overordnede hjemmeside, som Aarhus-afdelingen kan præsentere arrangementer for deres medlemmer, hvem der sidder i bestyrelsen og andre basale, men vigtige, informationer.

 

 

Manglende læsere

Det brændende ønske fra organisationen om, at det at få pædagoger til at skrive til pædagoger skulle give mange læsere, spejler sig dog relativt svagt i virkeligheden. I vores research er det ikke lykkedes os at komme i kontakt med faste læsere af ‘Århus Pædagoger’. Det generelle svar vi stødte var noget i stil med

‘Jeg læser ikke bladet særlig tit, men jeg følger en smule med på Facebook’ 

‘Jeg burde måske læse lidt mere i bladet, for indholdet er virkelig godt’

Billedtekst: I maj 2018 gik mange pædagoger på gaden for demonstrere i forbindelse med Overenskomstforhandlingerne. Det brage “Århus Pædagoger” flere historier om, i denne udgave. Billede: Kalle Højer Larsen

Der var også nogle stykker som, udover ‘Århus Pædagoger’, også tog sig tid til at besøge organisationens Facebook- og hjemmeside, hvor de af og til smider artikler ud, som nogle af de læsere vi fik fat i, af og til læser. Målet for BUPL Århus er altså ganske klart. Det udsnit af virkeligheden vi har fået fat i, tegner dog et billede af, at der stadig er arbejde at gøre for organisationen.

Gamle værdier dominerer stadig på Centralværkstedet

Siden 1867 har bygningerne på Værkmestergade været i brug for Centralværkstedet. Og siden den tid har stedets medarbejdere gået meget op i fællesskab og kvalitet. En ånd, der lever videre den dag i dag.

Af Kalle Højer Larsen

I hjertet af Aarhus Midtby, mellem bybusser og lyskryds, butikker og kontorbygninger, ligger en bygning, der var en af de største arbejdspladser i Aarhus i 1900-tallet.

De Danske Statsbaners Centralværksted – i daglig tale Centralværkstedet – var i 1948 arbejdsplads for omkring 1800 mennesker, de havde endda deres egen fagforening.

At arbejde på Centralværkstedet gik gerne i arv i familien. Det var ikke et sjældent syn at far, søn og endda farfar var ansat der. Man gik meget op i foreningslivet og arrangerede adskillige sociale arrangementer, fællesindkøb, julehjælp, sygekasse og lignende. Formålet var at skabe et stærkt fællesskab og styrke samarbejdet.

Palle står for at få alle medarbejdernes indsats til at gå op i en højere enhed. Foto: Kalle Højer Larsen

Den bedste oplevelse i byen

Disse værdier hersker stadig i Centralværkstedet i dag, hvor man ikke længere reparerer toge, men i stedet holder selskaber og fester. Palle Forsberg Lorentzen er ansvarshavende driftschef på Centralværkstedet og for ham er det vigtigt, at gæsterne får den bedste oplevelse, de kan få, og at de bliver mødt i øjenhøjde.

Adspurgt om hvorvidt det lykkes forklarer han, at det må være op til kunderne at bedømme, men at de selvfølgelig alle gør deres bedste for at opnå netop det.
”Du føler dig helt som en superstjerne, når du kan se glæden i folks øjne, og folk kommer forbi, fordi de er blevet gift hernede, og fortæller hvor skøn en aften de havde,” siger han. For Palle er det det, der gør jobbet fedt. Dét og så sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen.

”Mange andre steder er der en væg mellem køkken og tjenere, men det har vi ikke her, her hjælper vi hinanden. Hvis opvaskeren mangler, så hopper vi sgu bare ud og går til hånde der,” siger han, mens vi står op ad køkkenets halvmur, der peger direkte ind mod den store spisesal. Det er et åbent køkken, hvor dessertkokken Wojtek er i gang med at forberede aftenens lækkerier i en syndig duft af sukker og glasur.

”Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Folk skal have det bedste mad de kan få, og det skal også se pænt ud. Når det så er sagt, så skal de også blive mætte, der skal være nok. Lidt jysk ånd har vi da stadig,” siger Palle med et glimt i øjet.

 

Midt i interviewet tager Palle sig tid til at hjælpe en af stedets tjenere. Foto: Kalle Højer Larsen

En tidskapsel i Midtbyen

Centralværkstedet står da også som den eneste gamle murstensbygning på Værkmestergade i stærk
kontrast til resten af gaden, der byder på nogle af de mest moderne bygninger i hele Aarhus såsom
Aarhus City Tower, Jægergården og Bruuns Galleri.

Når man træder ind på betongulvet i de gamle murstenshaller, er det ikke svært at forestille sig, at bygningen har stået der i flere hundrede år. Palle fortæller, at meget af det nye interiør i bygningen er beregnet til at kunne fjernes igen. Søjlerne fra hans eget og resten af ledelsens kontorer, er ikke banket ned i jorden, men placeret oven på gulvet.

Loftsvinduerne er skrånende fabriksvinduer, og der løber skinner mellem bygningerne, som de gamle toge har kørt på. I dag er betonen i gulvet så blankt, at det næsten skinner. Alt det gamle værkstedssmuds er forsvundet, her flyder ikke længere med kul, her render ingen arbejdere rundt, hvis smudsede klæder kun overskygges af det snavs, der dækker ansigtet. I stedet er de afbildet på store bannere, der hænger mellem bygningens store sidevinduer.

Vi efterlader Palle og Centralværkstedet, mens Palle står og joker med et par kollegaer oppe i baren. En af bartenderne klasker Palle i ryggen og åbner en cocio til ham, mens chefen står og gennemgår
dagens leveringer af mad ud af huset. Var det ikke for tjenertøjet, kunne de snildt have lignet et par værkstedsarbejdere i deres pause. Eller, det er de jo egentlig.

 

Anslag: 3764

Den djævelske daddy

”365: The Ritual, handler om at tage et helt år, hvor du siger nej til stoffer, cigaretter og alkohol, nej til dårlig mad og fester. Det er et helt år, hvor du gør, som din mormor ville have ønsket. Sådan et år har jeg taget, i forbindelse med fødslen af min søn Loke,” siger satanisten Mads Søndergaard Nielsen og tager en tår af mit glas rødvin, da han allerede har tømt sit eget.

Af Kalle Højer Larsen

Mads viser mig rundt i sin lejlighed, hvor babystole og sutter står og ligger side om side med kranier. På vindueskarmen bag sønnen Lokes tremmeseng står et, ifølge Mads, ægte kranie, der engang sad på skuldrene af en chilensk frihedskæmper. Mads viser skudhullet på bagsiden af kraniet, der gjorde det af med den chilenske mand, og rækker mig kraniet så jeg selv kan få syn for sagen.

Jeg stiller forsigtigt kraniet tilbage på vindueskarmen, og har det lidt mærkeligt med, at jeg nu har placeret resterne af denne mand under en meter fra ti måneder gamle Lokes seng.

”Satanisme handler om at aftrone Gud og sætte sig selv på tronen ”jeg er min egen Gud”. Og når du så er din egen Gud, så er det så også dig der laver alle reglerne,” siger Mads. Sådan retfærdiggør han sin livsstil og sit moralske kodeks, der praktisk talt giver ham lov til at gøre hvad som helst, da han selv er ”judge, jury og executioner,” som han forklarer.

Familien over individet

Den gamle Mads beskriver han som en taber, der brugte dagene på at spille computerspil og ryge hash. I weekenderne festede han, drak og tog stoffer som det passede ham. Men så fik han Loke, og påbegyndte sit selvrenselsesritual ”365: The Ritual”. Siden da har han arbejdet 60 timer om ugen også om søndagen, og hver eneste krone går til familien.

Efter sønnens fødsel har Mads ikke rørt stoffer. De første seks måneder rørte han heller ikke hverken alkohol eller nikotin, men han har nu givet sig selv lov til at få et enkelt glas eller to og en pakke cigaretter i ny og næ.

”Det handler om disciplin. Disciplin er noget af det vigtigste som satanist,” siger Mads. Mads har været satanist i mange år, men disciplin har han kun dyrket på den her måde det seneste års tid.

Han forklarer det ved, at det nu ikke længere kun er ham selv på tronen, men også hans kone og børn. Derfor stemmer det altså overens med hans satanistiske idealer, at han må slide i det, for at familien har det godt.

“Selvom man tjener 40.000 om måneden, så går ALT til familien. Man lever selv af 7/11-kaffe og croissanter”

Manden Mads

Mads har en kandidat i psykologi fra Roskilde Universitetscenter, han er veteran og har været udsendt i Kosovo, han er vokset op uden en far, hans mor er homoseksuel.

Til daglig arbejder han som lagerchef. I sin fritid laver han musik under navnet Mythic Dawn, når han ellers ikke skifter bleer.

BUILD-A-BABY

Genmanipulation i ufødte børn udvikler sig med lynets hast; hurtigere end Etisk Råd kan følge med. Men hvad er på spil, når man ændrer på et fosters gener?

Af Kalle Højer Larsen

 

Forestil dig, at du med et simpelt indgreb kunne fjerne en arvelig sygdom i dit ufødte barn. Biologer har opfundet et enzym ved navn Crispr, der kan ændre på et fosters DNA, fjerne sygdomme, bestemme øjenfarve og sågar gøre det mere intelligent.

Vi har snakket med Emma, som har en skeptisk optimisme overfor Crispr. I hendes optik er genmanipulation helt i orden, så længe det bliver brugt til at sikre et menneskes helbred. Hvis det bliver brugt som et hjælpemiddel til at fremme skønhed eller intelligens, er det en anden snak.

”Grænsen går, når det ikke længere er et værktøj, men et forskønnende hjælpemiddel, der fremmer nogle unaturlige idealer,” siger hun. Ifølge hende, vil det skabe en verden uden diversitet, hvor alle er strømlinede og forfølger de samme mål.

Emma mener, at diversiteten er nødvendig i vores samfund; alle kan ikke være akademikere. Vi har også brug for folk med erhvervsuddannelser, der er dygtige udi praktiske fag.

 

Teknologiens muligheder

Men hvorfor ikke udnytte teknologien? Hvis man kan fremme intelligens i børns DNA, er det vel en god ting. Ikke ifølge Emma, hvis holdning er som følger: ”Idealet ville være, at alle var glade, for hvad de lavede. Samfundet belønner bare dem, der tager høje uddannelser, selvom der ikke er nogen evidens for, at det gør en lykkeligere,” siger hun.

Man skal altså have chancen for selv at finde ud af, hvad man har lyst til, og derefter have mulighederne for at forfølge det. Man skal ikke bare have udstukket en kurs, før man endnu har trukket vejret første gang.

Fosterets frie valg

Er det i det hele taget etisk forsvarligt at ændre i et fosters DNA? Et foster har ikke nogen chance for hverken at give sit samtykke eller afslå. Emma mener ikke, at man bør ændre i børns gener med den slags formål. Børn skal have lov til at være børn og ikke presses i retning af noget, de ikke nødvendigvis selv har lyst til.

Derudover er teknologien stadig under udvikling. Man ved ikke, om der er bivirkninger, og hvad de består af. Virussen, man indsætter i fosterets DNA, forbliver der i to år.

”Jeg tror ikke, det er udviklet nok,” siger Emma. Det vil altid være forbundet med en risiko at ændre ved gener, og Emma maner til varsomhed overfor brugen af teknologien.

(Anslag: 2397)

Læst korrektur af: Alexander Thorup Jensen

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.